Herlev Eagles og Emil Jidskog fortsætter samarbejdet i den kommende sæson, som dermed bliver Emils tredje hos ørnene.
29 årige Jidskog er faldet godt til i den københavnske forstad og ser frem til endnu en sæson i sort.
Herlev Eagles har således begge målmænd på plads idet Christian Elmose blev offentliggjort for nogle uger siden.
Herlev Eagles sportschef Nicolai Flindt udtaler:
”Det har været vigtigt for os at få Emil på plads. Han sluttede sidste sæson stærkt og samarbejdet med vores målmandstræner Morten Groser, som startede lige inden jul, har løftet Emils præstationer.
Denne udvikling er vi sikre på vil fortsætte i den kommende sæson.
Vi har i de forgangne 2 sæsoner set Emils niveau, når han får den rigtige hjælp fra holdet og det er et niveau vi er meget tilfredse med. Samtidig er han og Elmose gode træningspartnere og de flytter sig hele tiden i den rigtige retning.”