Et ungt team overtager trænergerningen i Herlev Eagles til den nye sæson.

Martin Gudmundsson er ansat som ny cheftræner og kommer til Herlev med mange års trænererfaring på trods af sine kun 36 år.

Masser af ideer og god energi har præget de samtaler Herlev Eagles har haft med Martin og vi er sikre på at vi i ham, har fundet den rigtige mand. Gudmundsson starter holdet op i morgen 1. august.

Som assistent får Martin Gudmundsson den ligeledes 36 årige canadier Guillaume Doucet.

Guillaume er ny i trænergerningen,  men har en lang spillerkarriere bag sig med mange år i europæisk ishockey. I sæsonen 2014/15 spillede han en enkelt sæson for Herlev Eagles inden han drog videre til britisk hockey.

Nu er han tilbage i Danmark og bliver assistenttræner for Ørnene.

Endelig er en gammel kending tilbage i folden.

Filip Faurholm tiltræder som sportschef med ansvar for den daglige kontakt til trænere og spillere.

Filip har en lang historie i Herlev. Som spiller, træner og leder har han haft sin daglige gang i Eagles igennem mere end 25 år, så det er en rutineret herre som nu går ind i en ny rolle i Herlev Eagles.

Herlev Eagles har med ansættelsen af de tre sammensat et ungt, dynamisk og handlekraftigt hold omkring spillerne og vi glæder os til, at se dem starte holdet op d. 1. august.  


Nicklas Heinerö til Herlev Eagles Tobias Åhström forlænger i Herlev Eagles