Ordensreglement for Herlev Skøjtehal ifb. med Herlev Eagles kampe og arrangementer
1. Formål
Formålet er at sikre en god og sikker afvikling af Herlev Eagles arrangementer i Herlev Skøjtehal, hvor vi bevarer den gode stemning, så alle, uanset udseende, religion og kulturel baggrund, kan føle sig velkomne og trygge både før, under og efter arrangementet. Reglementet er gældende ved alle arrangementer, der måtte afvikles i Herlev Skøjtehal både af sportslig og ikke sportslig karakter.
2. Gyldighedsområde
Ordensreglementet gælder for Herlev Skøjtehal m/tilhørende områder og alle arrangementer, der bliver afholdt i Herlev Skøjtehal.
3. Regler for ophold
I Herlev Skøjtehals område må der kun opholde sig personer, der er i besiddelse af billetter eller adgangskort eller på anden måde kan bevise, at de er berettigede til at opholde sig på området. Billetter eller lignende adgangsbevis skal fremvises på forlangende af Herlev Eagles kontrollører eller politiet.
Tilskuere skal indtage den plads, der er anført på billetten. Såfremt kontrollører eller personalet af sikkerhedsmæssige årsager anviser andre pladser end anført på billetten, er man forpligtet til at indtage disse.
Af sikkerhedsmæssige årsager (herunder at alle, der besøger Herlev Skøjtehal, også efter afsluttede arrangementer kan få den bedst mulige oplevelse) kan kontrollørerne i Herlev Skøjtehal, i det tempo de finder sikkerhedsmæssigt forsvarligt, lukke gæster ud fra Herlev Skøjtehal i hold. Der kan derfor i visse tilfælde påregnes ventetid efter et arrangements afslutning.
Der må ikke udvises en adfærd, der er til gene, skaber utryghed eller skade for andre eller på anden måde bringer andre i fare eller i risiko for at lide overlast. Besøgende er forpligtigede til at overholde det gældende Ordensreglement, COVID-19 adfærdsregler og at følge anvisninger, som måtte blive givet over højtaleranlægget/storskærme i Herlev Skøjtehal eller af Herlev Eagles kontrollører, personale og/eller politi/redningstjeneste.
Alle anvisninger givet af Herlev Eagles kontrollører skal straks efterkommes. Herlev Eagles kontrollører kan ved overtrædelse af landets lovgivning eller ved overtrædelse af Ordensreglementet bortvise og/eller tildele besøgende et forbud mod at tage ophold i Herlev Skøjtehal til Herlev Eagles kampe og arrangementer, i en nærmere angivet tidsperiode.
Ophold i Herlev Skøjtehal er ikke tilladt for synligt stærkt påvirkede personer og kan efter en konkret vurdering blive nægtet adgang til Herlev Skøjtehal.