Christoffer Gath som i den forgange sæson, var med U20 landsholdet til VM, har forlænget sin aftale, så den gælder endnu et år. Den 18-årige forward har allerede rundet 100 kampe for Eagles og han får en større og større rolle, takket være hans udvikling som har været helt formidabel den seneste sæson.

Maksim Popovic har forlænget med to år. Den powerfulde bare 16-årige unge mand, var i april til U18 VM. Med hans fart og fysiske spil, er Maksim med til at gøre livet svært for modstanderne. Vi havde måske ikke regnet med at Maksim skulle spille så meget som tilfældet blev i sæsonen 2017-’18, men der er ingen tvivl om at der kun vil blive bygget på i den kommende sæson.

Max Vilstrup Olesen, en anden af fremtidens folk, har forlænget med en sæson. Max er også på U18 landsholdet og efter en succesfuld afslutning på sæsonen var det et nemt valg at fortsætte samarbejdet.

Benjamin Mauritzen tager hul på sin fjerde sæson for Herlev. ”Benny” er i den forgange sæson blevet en vigtig del af Herlevs powerplay og fik rigtigt meget ansvar og istid. Det smed bla. 14 point af sig – ganske pænt for en ung dansk back.

Tobias Ruelykke fortsætter også i Herlev endnu et år. Desværre var forrige sæson plaget af et par alvorlige skader af den karakter man ikke kan gardere sig imod. Men ”Rue” nåede at få vist at han er en teknisk og skøjtestærk back, som vi også nok skal få glæde af i den kommende sæson.

Vi er så småt ved at have nogle imports og et par andre danske spillere på plads og vi kommer til at offentliggøre flere navne inden for de kommende uger. Det ser ud til at blive et spændende Herlev-mandskab der går på is 1. august.

Bestyrelsen