Det er (næsten) bund mod top i aften, hvor Herning Blue Fox gæster Ørneborgen til en af de kampe, hvor Eagles kun kan overraske. I skrivende stund giver Herning kun pengene 1.30 gange igen, så favoritværdigheden kan de ikke løbe fra.

Men husk nu på at det kun er lidt over en måned siden, at Herning måtte helt ud i straffeslag for at vinde over Herlev, så måske er der stadig lidt at hænge optimisthatten på. Der er ingen tvivl om, at drengene arbejder hårdt hver eneste dag på at forbedre placeringen i tabellen.

Skal det blive til points i aften, så vil det nok være en fordel at forbedre disciplinen en smule. Eagles er det hold i Metalligaen, der tilbringer flest minutter i straffeboksen – ja, faktisk sidder vi mere end dobbelt så meget ude som dagens modstander fra det midtjyske – og det skal der simpelthen arbejdes på. Herning Blue Fox har i de sidste par kampe ikke været overbevisende, og i sidste runde smed de en 3-0 føring mod Hvidovre og måtte ud i overtid for at vinde. Er der måske et hul i forsvaret, hvor en lavtflyvende ørn kan dykke igennem?

Så kig forbi Ørneborgen i aften. Der er garanti for underholdning!