Herlev Eagles starter nyt erhvervsnetværk

Du har sikkert bemærket det. I Herlev Kommune skyder bolig- og erhvervsprojekter i milliardklassen op. Det samme glæder for de andre kommuner i Københavns Omegn.

Sammen med vores lokale folketingsmedlem Morten Bødskov etablerer Herlev Eagles nu et nyt erhvervsnetværk. Executive Network samler erhvervsledere fra regionen, og byder på møder med erhvervsminister Rasmus Jarlov, Michelin-kok og iværksætter Rasmus Kofoed og borgmestrene Thomas Gyldal Petersen og Michael Ziegler.

  Vi er glade for, at Herlev Eagles nu bliver omdrejningspunktet for oplæg og debat om den imponerende udvikling som præger vores område. Vi oplever et sandt vækstboom , og erhvervslederne får muligheder for i eksklusive rammer at mødes med landets vigtigste beslutningstagere, siger direktør for Herlev Eagles Lars Skjøth.

Executive Club Network er etableret sammen med Morten Bødskov, der er valg for Herlev til Folketinget og bl.a. formand for Folketingets erhvervsudvalg.

  Der er en stor interesse for udviklingen i Herlev Kommune og Københavns Omegn. Executive Network er et unikt netværk. Jeg er glad for at hjælpe Herlev Eagles med netværket. Det er ingen tvivl om, at det bliver interessant. Det er de færreste klubber, der kan tilbyde et så eksklusivt netværk, hvor erhvervsledere kan møde de politikere, der nu og i mange år frem vil træffe store beslutninger for bolig- og erhvervsudvikling i Herlev og regionen, siger Morten Bødskov.

Deltagergebyret går ubeskåret til støtte for Herlev Eagles arbejde for udbredelse af ishockeyen i Herlev. Vil du vide mere om deltagelse i netværket kan du kontakte direktør for Herlev Eagles Lars Skjøth på lcs@elitehockey.dk